Selvom det er mere end 9 år siden, at jeg fik kæmpet mig igennem nåleøjet hos forlagene ... så kan jeg stadig finde det lidt "mærkeligt" at møde mine læsere. Misforstå mig ikke, det er SKØNT at høre, at andre kan lide, hvad jeg skriver. Skønt, skønt, skønt, skøøøønt!
Jeg tror måske bare, jeg bliver lidt genert. Sådan lidt: "Iihhh, har du læst, hvad jeg har skrevet?! Jamen ... ej, hvor vildt!"
I går fik jeg besøg af en af mine unge læsere på mit arbejde. Jeg er bibliotekar, så det er jo ret perfekt, hvis man elsker bøger og at læse. Hun kom sammen med sin mor, og de havde købt deres eget eksemplar af "For foden af trappen", som pigen var ved at læse for anden gang.
Se, er det ikke fedt? Hun ved jo ligesom allerede, hvem der er morderen!
Jeg skrev en lille hilsen (efter at have sikre mig at jeg kunne stave til Nicoline), og da hun efterlyste noget lignende, reklamerede jeg da lige for "I Pandoras æske". Jeg var så lettere blank, da jeg skulle komme med flere lignende bøger - skiftet "bibliotekar - forfatter - bibliotekar" - gik vist ikke så glat. Meeen så fik jeg da rystet "Bodyfinder" og "Slide" ud fra de støvede hjerneceller.
Det var hyggeligt med besøget. Og et fint selvtillids-boost.
Det er lidt sjovt at være forfatter og bibliotekar. Jeg tror det var, da "Kampbrødre" var nyudgivet, at jeg havde udlånsvagt, og en ung pige kom og spurgte efter den. Hun anede ikke, at det var mig, der havde skrevet bogen - og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg skulle fortælle det. Hun spurgte jo bare efter en bog, ikke om at møde forfatteren.
Noget andet der var morsomt i den situation var, at jeg allerede i flere dage havde holdt øje med bogen i vores søgesystem (jeg sad på lur efter lektørudtalelsen, murhahaha!) og faktisk havde søgningen stående på skærmen.
Mon hun var imponeret, da jeg kunne fortælle hende bogens nøjagtige status ... uden at slå den op? ;o)
Jeg ved det ikke. Jeg spurgte ikke, og jeg fortalte heller ikke, hvem jeg var.
Men det var stadig fedt at møde en af dem ... en af dem der læser mine bøger. For det er ret utroligt. Stadigvæk :o)
Jeg kan godt huske første gang jeg hilste på dig: det var i forfatter-loungen til Fantasymessen sidste år. Du sagde ikke så meget, og min veninde Diana var stum af nervøsitet og min mund stod ikke stille af samme årsag. Argh altså, det var tragisk! Håber på at hilse på dig på bogforum i år, sammen med Diana, -for der er vi i det mindste lidt forberedte på at skulle se dig. Det kom vist lidt bag på os på fantasymessen, at du pludselig var foran os. :D
SvarSletDet er da altid godt, at der er nogen, der kan tale :o)
SletJeg er generelt bare typen, der ikke siger så meget, og jeg kan godt være kejtet, når det handler om at tale om mine egne bøger. Det kan godt være lidt grænseoverskridende at skulle spørge folk: "Og hvad synes du så om mine bøger?" Haha.
Og jeg kan også godt huske, at vi mødtes på Fantasymessen. Jeg kommer sikkert et par dage til Bogforum, så der er da der mulighed for endnu et møde, hvor en er stum af nervøsitet, en hvis mund ikke står stille af samme årsag, og så en der er kejtet ;o)
Jeg forstår dig godt. Kan slet ikke forestille mig jeg ville reagere anderledes, hvis der var en decideret fanskare for de ting jeg laver, hehe. Glæder mig til at hilse på dig igen! :D
Slet