tirsdag den 2. oktober 2012

At blive forfatter kræver: Passion

Passion er et stærkt ord, men "lyst" dækker heller ikke helt. Der er for eksempel flere ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre eller prøve ... men en ting er at have lyst, noget andet er rent faktisk at gøre det!

Jeg hører jævnligt folk sige, at de godt kunne tænke sig at skrive en bog eller være forfatter. Det forstår jeg selvfølgelig, det er jo min egen passion. Men for nogle hænger lysten mere sammen med slutresultatet. At kunne stå med bogen eller at kunne sige: "Jeg er forfatter."

Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at være en af dem, som kan dekorere en kage. Det er en lyst, jeg har haft i lang tid, og jeg er kommet så lang som til at låne bøger om emnet og søge på nettet. Jeg har bare endnu ikke gjort forsøget ...

For mig hænger lysten til kagedekorering nok sammen med slutresultatet. At kunne bære den fantastisk flotte kage ind, som måske ligner en løve eller en øde ø eller som har søde figurer på toppen. At kunne sige: "Tadaaa! Se hvad jeg har lavet!" (selvom, det ville jeg nok ikke sige højt, men tanken ville da være der ;o)

Det er muligt, at jeg vil finde det sjovt at dekorere kagen, og måske vil det også ende som en passion. Men lige nu og her er det bare en lyst. Min passion - det jeg ikke kan lade være med - er at skrive.

Så hvis du gerne vil være forfatter eller skrive din egen bog ... så hav først og fremmest passion. At skrive kan noget af tiden være surt og hårdt og et slemt stykke arbejde, men grunden til at du bliver ved og kæmper dig igennem, er at det også er sjovt og noget du ikke vil undvære.

Passion ... det er måske det vigtigste, hvis man gerne vil være forfatter. Frøet. Det skal naturligvis have et sted at gro, vand og kærlige grønne fingre, men alt det andet giver ingenting, hvis der ikke til at begynde med var et frø bestående af passion.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar