fredag den 25. november 2011

Vind "Blodsøstre" på Boggnasker frem til den 15. december 2011

Så er der mulighed for at vinde et eksemplar af "Blodsøstre". Du kan deltage, og det kræver kun tre enkelte skridt.

1) Gå ind på Boggnasker - bare følg linket
2) Besvar spørgsmålet: "Hvor mange stjerner modtog Blodsøstre i den samlede bedømmelse?". (pssst! Det er den anmeldelse som Norrild gav).
3) Send svaret samt navn og adresse til redaktion@ boggnasker .dk

Bemærk: Det skal SENEST gøres den 15. december 2011.

Held og lykke :)

Boggnasker anmelder "Blodsøstre"

"Blodsøstre" er blevet anmeldt på Boggnasker af 17-årige Norrild.

Et lille citat: "Blodsøstre er en meget fin vampyrbog. Jeg anbefaler den især til dem der er trætte af al den sukkersøde romantik og gerne vil have noget mere moderne."

Det er en rigtig dejlig anmeldelse at få. Udover at være en kærlighedshistorie er bøgerne i "Blodets bånd" - eller skulle i det mindste! - fyldt med action, spænding, humor og gamle hemmeligheder som skal afsløres. Og der er mange spillere som hver især har deres egne mål.

Anmeldelsen kan læses her.

Blodsøstre og Hyænelatter - nu med lektørudtalelse

"Blodsøstre" og "Hyænelatter" har fået en fælles lektørudtalelse, og det må være min fineste lektørudtalelse til dato!

Jeg sakser lige den samlede konklusion, som lyder: "Et super godt bud på en fascinerende ny serie til de mange læsere, der er vild med at læse om mørkets skabninger - et dansk bud, der er på højde med Tusmørke-serien. Hit med bind 3"

På højde med Twilight? Vampyrserien som startede den skønne bølge af paranormale bøger, fyldt med vampyrer, varulve, engle og andre fabelagtige skabninger? Wauw!
Og så bliver bind 3 ligefrem efterspurgt. Mere fantastisk kan det ikke blive!

Læs hele lektørudtalelsen her.

Blodsøstre og Hyænelatter

Jeg havde tre nye bøger med på Bogforum. De to første, som jeg vil fortælle om, er Blodsøstre og Hyænelatter. De er de to første bind i vampyrserien "Blodets bånd".

Bøgerne handler om Kassie og Leo. Kassie har i næsten tyve år været atten år uden nogen erindring om de første år som menneske. Nu er hun vampyr, og hun lever sammen med sine "søstre" (Bess, Wendy og Anastasia) og forsøger at undgå at vække opmærksomhed, når det er nødvendigt at suge blod fra de levende.

Hendes liv ændrer sig, da hun dels møder Leo, som også har sine skyggesider og dels render på en anderledes flok vampyrjægere. Dem døber hun hyænedrengene, og de skal snart vise sig at være en større trussel end først antaget. Samtidig sidder en anden vampyr i en celle og lægger planer. Planer for flugt ... og planer for hævn.



De to første bøger i serien adskiller sig fra mine andre bøger. De min første serie - hvis man ser bort fra den letlæste, som udkommer til foråret - og jeg har sjældent skrevet to bøger så hurtigt som disse her. Jeg håber tendensen fortsætter! Lige nu skriver jeg på bind 3, hvor Kassie har fået flere og større problemer end hyænedrengene.




Ideen til serien, det første frø, kom faktisk fra ordet "blodsøstre", som jeg faldt over et sted på nettet. Det fik mig til at tænke: "Blodsøstre ... blod ... søstre ... vampyrer ... kvinder ... en familie af kvindelige vampyrer." Inspirationen kan komme de mærkeligste steder fra!

Til højre ses en af hyænedrengene - kan I mon gætte, hvorfor de har fået det charmerende tilnavn? ;o)








Bogforum 2011 - del 2

Ja, jeg skal gerne indrømme det: Jeg googler mig selv. Og i forbindelse med Bogforum blev den gode, gamle søgemaskine da lige sat i sving. Det resulterede blandt andet i at jeg opdagede, hvor totalt fokuseret jeg kan være. Eller måske sagt med andre ord: Hvor blind jeg kan være!

Jeg fandt fx Mainias blog, hvor hun skriver om sit besøg på Bogforum. Hun var forbi og få en autograf i "For foden af trappen" og "Blodsøstre". Der blev - efter alt at dømme - også taget et billede! Men jeg har ingen erindring om det. Okay, jeg kigger ganske vist ned, men stadigvæk.

"Kultur for unge" besøgte også Bogforum. De har taget en masse fine billeder, og jeg har sneget mig ind sammen med min bog "Blodsøstre." Jeg tror faktisk, jeg bemærkede et par unge mennesker fotografere standeren med "Blodsøstre", men jeg så ikke, at jeg selv blev fotograferet, mens jeg blev interviewet af Tellerup. Kig selv - man kan se kameraet i højre side! Måske er det meget godt, at jeg ikke så dem. Det var skræmmende nok at blive interviewet med videokamera som vidne!

Tellerup interviewede alle de fremmødte forfattere. De interviews er så blevet klippet sammen. Ikke alle er kommet med - undertegnede er heller ikke - men resultatet kan ses her. Forlaget har planer om flere forfatterinterviews. Tjek fx Michael Kamps interview som er det første.

Af andre sjove ting fra Bogforum kan jeg fortælle, at jeg fik besøg fra http://www.boggnasker.dk/.
Boggnasker er en side med anmeldelser af bøger til unge - anmeldt af unge. Der er desuden mulighed for at diskutere bøger eller deltage i konkurrencer.
Jeg blev bedt om at sende boggnaskers læsere en lille hilsen. Jeg er spændt på, om det kunne bruges. Min stemme var desværre ikke helt på toppen, og jeg gik vist i stå et øjeblik. Et laaaaangt øjeblik. Men det var interessant at få besøg. Desværre fik jeg ikke spurgt, om det var selveste Boris, der kom forbi.

Bogforum 2011

Så er Bogforum 2011 forbi. I år var jeg faktisk med - for første gang nogensinde! Jeg har ikke været der som gæst tidligere, og i år var jeg så på programmet hos Tellerup. Fra fredag til søndag havde Tellerup hele ni forskellige forfattere, som sad parate til at give autograffer til interesserede. Jeg selv var "i den varme stol" om fredagen.

Jeg fik udgivet min første roman i 2004, men det var min første offentlige optræden, og jeg var ret spændt på, om der ville komme nogen forbi i de to timer. Selvfølgelig bliver mine bøger læst, men ville de læsere være at finde på Bogforum? Og ville de ligefrem planlægge et stop hos Tellerup på grund af mig? Bogforums program er jo proppet med arrangementer, så der var nok at vælge imellem.

Stor var min overraskelse da jeg fik besøg næsten med det samme. Og faktisk af en mindre flok (den virkede muligvis større end den reelt var ;oP). I sådan en situation er filmen omkring bøgerne en endnu større plage end normalt, men af kom den da, og jeg fik skrevet min første hilsen og givet en autograf.

Det var overvældende at møde så mange læsere. At skrive er et langt stykke af vejen noget man gør alene. Når bogen så bliver udgivet, er den ude af ens hænder, og man aner ikke, hvem der læser den, eller hvilken læseoplevelse de får. At møde nogen af læserne ... ja, det var en speciel oplevelse. Desværre var der ikke megen tid til snak - og jeg er også bange for, at jeg ikke er særlig god til at tale om mine egne bøger. Gad vide hvordan de virkelig store forfattere gør det? Jeg nævner i flæng: Jürgensen, Kaaberbøl, Bøgh Andersen?

Nå, men jeg håber, at jeg får muligheden for at øve mig lidt mere. Måske til Bogforum 2012?


"Og hvordan er det nu man staver til Line?"

"Værsgo!"

Her er jeg sammen med min redaktør fra Tellerup. Første gang vi mødes, men jeg håber ikke, det er sidste gang!

Hvis I vil se flere billeder fra Bogforum, kan I besøge Forlaget Tellerups Facebookside her!
Billederne i dette indlæg tilhører Tellerup.